Pattedyr

Rådyr

Rådyret har en kropslængde på 0,9 – 1,3 meter og en vægt på omkring 20-30 kg. Skulderhøjden er 60–90 cm. Halen er meget kort ca. 2,5 – 3,5 cm. Pelsen er rødbrun i sommertiden, men gråner frem mod vinteren. Halepartiet er hvidt og kaldes ”spejlet”. Hannen (bukken) har et lille forgrenet gevir kaldet en opsats med op til 6 ender. Opsatsen falder af hvert år i november, men et nyt gror ud i løbet af vinteren. Rådyret er en drøvtygger, det veksler mellem at gå og søge føde og at ligge skjult i vegetationen og tygge drøv. Rådyret æder en meget varieret kost af mere end 1000 forskellige plantearter i dens udbredelsesområde. Omkring 54% består af urtelignende planter, mens omkring 25% udgør planteføde fra buske og træer. Den er meget selektiv og æder sjældent det meget fiberholdige græsarter, men foretrækker, hvis den har mulighed for at vælge, at nippe de mest energiholdige og vandrige dele af urter og løvtræer på deres vej. 

Når rådyret vil hvile, skraber det sig et leje, hvor kviste, blade og anden vegetation fjernes, så dyret ligger på den bare jord. Et sådant leje vidner længe om rådyrets besøg.

Haren

En voksen hare vejer 3-5 kg. Den er godt en halv meter lang, ører og hale omtrent 10 cm. Hunnen vejer gennemsnitligt lidt mere end hannen. Haren er trods betydelig tilbagegang fortsat vidt udbredt i Danmark. Den lever i det åbne land, på enge, overdrev og marker. Den kan også træffes i udkanten af bymiljøet på større grønne områder. Den lever udelukkende af planteføde.

Haren får mange unger, som den bruger mindre energi på at opfostre end mange andre dyr, der kun får få unger, som de lægger stor energi i at opfostre og beskytte. Haren får 3-4 kuld om året. Første kuld kan komme allerede i januar. Haren er drægtig i godt 40 dage og kan parre sig allerede kort efter fødslen. Ungerne fødes enten lidt beskyttet i vegetationen, f.eks. i et levende hegn, eller mere ubeskyttet på den bare jord på en mark eller eng.

Harens udseende er et ekstremt eksempel på ”byttedyrs-udseende”. De store ører fungerer som yderst følsomme paraboler, der opfanger den mindste lyd, herunder fra farlige rovdyr. Øjnene er med deres placering på siderne af hovedet (i modsætning til fronten af hovedet som på rovdyr, for eksempel menneske og ræv) i stand til at se næsten hele horisonten rundt. Til gengæld er haren elendig til at vurdere afstand. Der er rovdyr-øjnenes placering frontalt langt mere effektiv.

Skovmus

Skovmusen er en af Danmarks almindelige smågnavere. Den er udbredt i det meste af landet og forekommer på de fleste øer. Dens levesteder omfatter hovedsagligt det åbne lands biotoptyper, og den forekommer både på dyrkede marker, i levende hegn, på heder, overdrev og i klitter. Arten findes kun undtagelsesvist i skov og sjældent i højskov. Den er dog at træffe i skovbryn og hyppigt i småbiotoper og unge skovkulturer i det åbne land.

Skovmus er registreret i 293 kvadrater og er udbredt i det meste af landet. Skovmus er en af de få småpattedyrarter, der er registreret på langt de fleste øer i Danmark. Den er dog ikke fundet på Anholt, Mandø, Hjarnø, Lille Okseø, Store Okseø og Vigelsø, selvom der har fundet småpattedyrundersøgelser sted her.


Skovmusen er ikke en nær så hyppig gæst i vores huse som halsbåndmus og husmus. Af alle pattedyr registreret i bygninger (huse, stalde, lader m.m.) udgjorde skovmus kun 3% sammenlignet med halsbåndmus (55%) og husmus (19%).

Ræven

Ræven er vidt udbredt og almindelig i stort set hele Danmark. Et fund af en død ræv på Bornholm i 2006 tyder på at ræven ikke er uddød på øen, hvilket man ellers havde troet i 25 år.

Ræven hører til hundefamilien, ligesom eksempelvis ulven og sjakalen, og ræven ligner da også en mindre hund.

Med sit trekantede ansigt, spidse snude, den røde farve og den lange, buskede hale som oftest er hvid i spidsen, er ræven let at genkende.

Ræven æder først og fremmest dyrisk føde som mus, harer, kaniner, rådyr, fugle, fugleæg og insekter. Men den tager også frugt, ådsler og husholdningsaffald.

Ræve har en stor tilpasningsevne og den findes i mange forskellige typer habitat. Den lever blandt andet i skov, i dyrkede områder, moser, enge, heder og i byer.